Slagelse Boldklub & Idrætsforening

SBI Grafik

Nyheder

Ingen fodboldfusion i Slagelse
13.07.2016

Ingen fodboldfusion i Slagelse

I januar 2016 oplyste SBI og B73, at de ville undersøge mulighederne for en fusion af de 2 fodboldklubber i Slagelse. Siden har der været en livlig debat i begge klubber om ”skal vi eller skal vi ikke?”.

Bestyrelserne i SBI og B73 har i foråret 2016 løbende drøftet en mulig fusion. Deres fælles og afgørende vurdering er, at såfremt en fusion skal blive til virkelighed kræver det ét fælles anlæg, hvor der er plads til alle medlemmerne.

Formand for B73, James Marius Keiwe: ”Begge klubber har hele tiden sagt, at vi ville undersøge muligheden for en fusion. Og ikke at en fusion var givet på forhånd. Det er afgørende, at begge klubber kan samles på èn fælles facilitet, som kan rumme op mod 1.100 medlemmer. Ellers vil det ikke lykkedes, at samle kulturen i de to klubber og i fællesskab skabe en ny kultur i ét fælles klubhus. Det er vores fælles vurdering, at dette ikke er muligt i Slagelse By pga. manglende fodboldbaner i et fælles område”.

Formand for SBI, Michael Birkedal: ”Gode fodboldfaciliteter i Slagelse By er afgørende for udviklingen af fodbolden på Vestsjælland. Vi bruger mange ressourcer på dygtige trænere, som kan udvikle børn og unge til et højere niveau. Vi ønsker et bredt samarbejde med klubberne på Vestsjælland”.

B73 er en breddeklub indenfor drengeungdomsfodbold, fortæller James Marius Keiwe: ”Det er muligt, at prøve sine fodboldkundskaber af på et højere niveau i Slagelse og omegn – uden af skifte klub. Ønsker du som drengespiller, at blive prøvet af på et højere niveau med 4-5 træninger om ugen med kamp i weekenden, vil vi anbefale dig, at komme til prøvetræning i SBI. Hvis det viser sig ikke at være noget for dig, kan du altid komme tilbage til B73, eller klubben som du kommer fra” fortæller formanden for B73.

SBI og B73 vil i fremtiden fortsætte deres gode samarbejde.

Tilbage