Slagelse Boldklub & Idrætsforening

SBI Grafik

Nyheder

Malte til FCM Akademi Camp 2017
04.04.2017

Malte til FCM Akademi Camp 2017

Malte Melin – årgang 2005

Det er med stor fornøjelse, vi kan sende endnu en talentfuld ungdomsspiller fra vestsjælland på FCM Camp til sommer.

Malte Melin har siden sommeren 2015 været del af Slagelse B&I’s netværkstræning på årgang 2005, hvor han har trænet hver onsdag i årgangens tilrettelagte træningsprogrammer og deltaget i flere stævner.

Malte er en meget stærk offensiv spiller med blik for den skarpe ”killer” aflevering. Han sparker godt med begge ben og det kendetegner ham både at vende spillet med sine lange præcise diagonal sideskift, men også at score fra distancen på langskud. Malte sætter sig igennem med power og stærk fysik, når han driver bolden frem på banen og modstanderne slår sig på ham i duel-spillet.

For Malte bliver det midtjyske et glædeligt gensyn: "Jeg glæder mig til at komme over og træne på Ikast stadion igen, hvor jeg var på en god træningsweekend med Slagelse B&I og FCM i november sidste år. Jeg håber, at de dygtige FCM-trænere kan lære mig at heade endnu bedre til bolden – og så husker jeg de dejligste hakke-drenge med sovs og kartofler", slutter den glade dreng.

Så alt i alt et forhåbentligt glædeligt gensyn på mange måder for den bramfrie spiller.

Malte er et produkt af det flotte børne,- og ungdomsarbejde, der bliver lavet i Raklev GI på Kalundborg egnen.

Vi glæder os til at høre mere om Camp'en og ønsker Malte al mulig held og lykke.

Læs mere om FCM Akademi Camp - klik her.

Tekst: SBI - Foto: SBI-fotograf Noah Thileman

Tilbage